Avansert søk

Eitt treff

Nynorskordboka 1174 oppslagsord

form

substantiv hokjønn

Opphav

norrønt form; frå latin

Tyding og bruk

  1. ytre avgrensing av ein ting;
    Døme
    • rund form;
    • forma på bordet;
    • ha form som ein sylinder
  2. måte eit ord kan opptre på, særleg med omsyn til bøying, uttale og skrivemåte;
    utsjånad til eller variant av eit ord
    Døme
    • ubunden form eintal;
    • skrive bokmål med radikale former
  3. måte som noko finst, ovrar seg eller er sett saman på;
    type, art, variant
    Døme
    • stoffet finst i både fast og flytande form;
    • varme er ei form for energi;
    • ymse former for misbruk;
    • skilnaden på form og innhald
  4. rett måte å te seg eller opptre på;
    Døme
    • halde på formene;
    • leggje vekt på ytre former;
    • i verdige former
  5. (god) fysisk tilstand
    Døme
    • kome i form;
    • i dårleg form;
    • finne forma til VM
  6. behaldar til å forme eller støype noko i
    Døme
    • støype i form;
    • eldfast form

Faste uttrykk

  • i form av
    som består av eller kjem til uttrykk som
    • betale i form av narkotika;
    • finansieringa er komen i stand i form av eit lån
  • ta form av
    sjå ut eller ha eigenskapar som;
    kome til uttrykk gjennom
    • møblane tek form av silhuettar og andlet når ein skrur av lyset;
    • samarbeidet vil først og fremst ta form av utveksling av informasjon
  • ta form
    bli ferdig;
    utvikle seg
    • planane byrjar å ta form;
    • det nye kyrkjebygget er i ferd med å ta form

forme

forma

verb

Opphav

norrønt forma; av form

Tyding og bruk

  1. gje ei viss form;
    lage, danne, skape
    Døme
    • forme ein figur i sand;
    • forme eit spørsmål;
    • forme ut eit program;
    • eit landskap som er forma av menneske
  2. gje visse eigenskapar;
    påverke
    Døme
    • heimen formar barna;
    • elevane blir forma av verdiane dei møter i skulen

Faste uttrykk

  • forme om
    gje anna form;
    endre
    • forme om råstoff;
    • forme om heile systemet
  • forme seg
    ta eller ha ei viss form
    • støypen formar seg etter underlaget;
    • talen forma seg som eit åtak på leiinga

rektangulær

adjektiv

Tyding og bruk

med form som eit rektangel
Døme
  • rektangulære vindauge

rekapitulere

rekapitulera

verb

Opphav

frå latin

Tyding og bruk

gje att i samantrengd form;
gje att hovudinnhaldet av;
Døme
  • rekapitulere hovudpunkta i ei framstilling

gruppeterapi

substantiv hankjønn

Tyding og bruk

form for terapi, særleg psykoterapi, der fleire pasientar blir behandla i gruppe

grovhogd, grovhoggen

adjektiv

Tyding og bruk

  1. grovt tilhogd;
    jamfør grovhogge
    Døme
    • ei grovhogd hylle
  2. i overført tyding: uferdig, enkelt utforma
    Døme
    • ho las nokre grovhogde vers
  3. i overført tyding: kraftig og enkel;
    med grov form
    Døme
    • grovhogde fjellsider;
    • ein grovhogd kar

grunnplan 2

substantiv inkjekjønn

Opphav

jamfør plan (2

Tyding og bruk

  1. vassrett snitt av bygning eller liknande
  2. etasje som ligg på bakkenivå
    Døme
    • kjøkenet og stova ligg på grunnplanet
  3. lågt nivå
    Døme
    • undervise på grunnplanet
  4. lågaste gruppering i ein organisasjon eller ei verksemd;
    i bunden form eintal: mengda av tilsette i ei verksemd som ikkje er del av leiinga;
    Døme
    • leiinga er i utakt med grunnplanet;
    • kravet har brei støtte på grunnplanet

grunnform

substantiv hokjønn

Tyding og bruk

  1. opphavleg form som ligg til grunn for eventuelle variasjonar eller andre former;
    grunnleggjande eller vanlegaste form noko har
  2. i språkvitskap: ubøygd form;
    ordform som dannar utgangspunkt for eit paradigme (3)
    Døme
    • ordbøker oppgjev som regel grunnforma av ord som oppslagsord
  3. i matematikk: kvar av dei geometriske formene sirkel, trekant og firkant
    Døme
    • målet er at elevane skal lære å kjenne att dei matematiske grunnformene
  4. i fysiologi: form (5) kroppen vanlegvis er i;
    gjennomsnittleg fysisk tilstand
    Døme
    • eg er i god grunnform og er vand til å trene kvar dag

glideforskaling

substantiv hokjønn

Opphav

etter engelsk sliding form

Tyding og bruk

forskaling som blir flytta opp etter som bygget reiser seg

glima

substantiv hankjønn

Opphav

norrønt glíma f

Tyding og bruk

form for bryting, med opphav i vikingtida, der deltakarane held kvarandre i belte som går rundt livet og låra