munning
substantiv hankjønn eller hokjønn
Opphav
frå tysk; jamfør munneTyding og bruk
- ytste eller nedste del eller ende, særleg av elv, fjord eller dal;
- som etterledd i ord som
- elvemunning
- ytre ende av eit røyr, særleg av løp på skytevåpen
Døme
- munninga på ein revolver
- som etterledd i ord som
- børsemunning