Artikkelside

Nynorskordboka

monokkel

substantiv hankjønn
Bøyningstabell for dette substantivet
eintalfleirtal
ubunden formbunden formubunden formbunden form
ein monokkelmonokkelenmonoklarmonoklane

Opphav

gjennom fransk, frå mellomalderlatin ‘einøygd’, av latin mono- og oculus ‘auge’; jamfør mono- og mon-

Tyding og bruk

einskilt brilleglas til å feste i eine augekroken;
til skilnad frå binokkel