Nynorskordboka
konkubine
substantiv hokjønn
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
| ei konkubine | konkubina | konkubiner | konkubinene |
Opphav
frå latin , av concumbere ‘leggje seg saman med ein’Tyding og bruk
forelda: kvinne som lever i konkubinat;
elskarinne