Nynorskordboka
heimsøkje, heimsøke
heimsøkja, heimsøka
verb
| infinitiv | presens | preteritum | presens perfektum | imperativ |
|---|---|---|---|---|
| å heimsøkaå heimsøke | heimsøker | heimsøkte | har heimsøkt | heimsøk! |
| å heimsøkjaå heimsøkje | heimsøkjer |
| perfektum partisipp | presens partisipp | |||
|---|---|---|---|---|
| hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | fleirtal | |
| heimsøkt + substantiv | heimsøkt + substantiv | den/det heimsøkte + substantiv | heimsøkte + substantiv | heimsøkande |
| heimsøkjande | ||||
Opphav
norrønt heimsǿkja ‘vitje’Tyding og bruk
- straffe eller prøve med ulykke, motgang eller liknande
Døme
- Gud vil heimsøkje dei for syndene deira
- om spøkjelse, ånd eller liknande: oppsøkje ein person eller ein stad, særleg for å plage eller hemne seg
Døme
- bli heimsøkt av ei vond ånd;
- ho blir stadig heimsøkt av sin avlidne bror
- brukt som adjektiv
- heimsøkte hus