Artikkelside

Nynorskordboka

forfremje, forfremme

forfremja, forfremma

verb
kløyvd infinitiv: -a
Bøyningstabell for dette verbet
infinitivpresenspreteritumpresens perfektumimperativ
å forfremjaå forfremjeforfremjarforfremjahar forfremjaforfremj!forfremja!forfremje!
å forfremmaå forfremmeforfremmarforfremmahar forfremmaforfrem!forfremma!forfremme!
forfremmerforfremdehar forfremtforfrem!
forfremte
Bøyningstabell for dette verbet (partisippformer)
perfektum partisipppresens partisipp
hankjønn /
hokjønn
inkjekjønnbunden formfleirtal
forfremja + substantivforfremja + substantivden/det forfremja + substantivforfremja + substantivforfremjande
forfremma + substantivforfremma + substantivden/det forfremma + substantivforfremma + substantivforfremmande
forfremd + substantivforfremt + substantivden/det forfremde + substantivforfremde + substantiv
forfremt + substantivden/det forfremte + substantivforfremte + substantiv

Opphav

frå eldre dansk; av for- (2 og fremje

Tyding og bruk

gje høgare rang eller stilling
Døme
  • forfremje ein fenrik til kaptein;
  • bli forfremja