Nynorskordboka
sjølvrådig, sjølvrådug
adjektiv
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | |
| sjølvrådig | sjølvrådig | sjølvrådige | sjølvrådige |
| sjølvrådug | sjølvrådug | sjølvråduge | sjølvråduge |
Tyding og bruk
som vil rå seg sjølv;
som gjerne vil ha viljen sin;
som ikkje lèt andre bestemme over seg;
Døme
- ho er egen og sjølvrådig