Avansert søk

26 treff

Nynorskordboka 26 oppslagsord

fange 3

fanga

verb

Opphav

seint norrønt fanga, frå lågtysk; samanheng med fang og (2

Tyding og bruk

  1. ta med fangstreiskap;
    setje fast, fakke, gripe, overmanne
    Døme
    • fange sel;
    • fange ein rømling
  2. i overført tyding: få tak i, gripe
    Døme
    • fange opp signal;
    • fange interessa hos nokon

steng

substantiv inkjekjønn

Opphav

samanheng med stengje

Tyding og bruk

  1. not (1 som er sett opp som stengsel for fisk i eit sund eller i ei vik
  2. fisk fanga i eit steng (1)
    Døme
    • eit steng på 100 tonn sild

spøkjelsesteine, spøkelsesteine

substantiv hokjønn

Tyding og bruk

bortkomen teine som kan fange opp søppel eller sjødyr og fiskar
Døme
  • krabbar kan bli fanga i spøkjelsesteiner

snare 1

substantiv hokjønn

Opphav

norrønt snara

Tyding og bruk

  1. forboden fangstreiskap av metalltråd eller tvinna hestetagl for småvilt
    Døme
    • snare med rennelykkje;
    • setje snarer;
    • fange ryper og hare i snare
  2. Døme
    • leggje snarer for nokon;
    • bli fanga i si eiga snare

teinetrekk

substantiv inkjekjønn

Tyding og bruk

det å trekkje opp teiner frå sjøen
Døme
  • i løpet av fire teinetrekk fanga vi ti humrar

teleslyngje, teleslynge

substantiv hokjønn

Opphav

av tele- og slyngje (1

Tyding og bruk

anlegg av antenner som sender ut lyd i form av elektromagnetiske bølgjer som blir fanga opp av høyreapparat;
jamfør telespole
Døme
  • montere teleslyngje i kyrkja

teine

substantiv hokjønn

Opphav

norrønt teina; av tein (1

Tyding og bruk

  1. fiskereiskap i netting, spiler eller liknande med eit rom med ei trektforma opning der hummar, krabbe, kreps eller liknande blir fanga;
    jamfør ruse (1
    Døme
    • setje teiner;
    • dei trekte teinene om morgonen
  2. kløvmeis fletta av vidjer

stamfisk

substantiv hankjønn

Tyding og bruk

fisk som blir fanga eller alen opp til kunstig formering i oppdrett

tankering

substantiv hankjønn

Tyding og bruk

Døme
  • vere fanga i ein tankering

gissel

substantiv hankjønn eller inkjekjønn

Uttale

gisˊsel

Opphav

norrønt gísl; truleg frå keltisk ‘pant’

Tyding og bruk

  1. person som blir halden fanga som pant på ei avtale eller for å tvinge gjennom krav
    Døme
    • halde nokon som gissel;
    • ta gislar
  2. i overført tyding: person eller gruppe som kjem i klemme eller blir haldne i ein vanskelig situasjon
    Døme
    • landet er gissel for valden;
    • ho er gissel av si eiga frykt