heidning
substantiv hankjønn
Opphav
norrønt heiðingi, av forelda adjektiv heden, samanheng med hede; av heidenTyding og bruk
- person som ikkje tilhøyrer kristendomen, jødedomen eller nokon av dei andre store religionane;heiden (1) person
Døme
- misjonen mellom heidningane
- ukristeleg (1) person;
Døme
- han var reinspikka heidning