Nynorskordboka
køye 1, køy
substantiv hokjønn
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
| ei køy | køya | køyer | køyene |
| ei køye | |||
Opphav
gjennom lågtysk koje, frå nederlandsk kooi, samanheng med latin cavea ‘bur’; jamfør koieTyding og bruk
veggfast eller opphengd sengestad om bord i båt, på hytte eller liknande;
ein av fleire sengestader over kvarandre
Døme
- lugar med to køyer
- som etterledd i ord som
- hengjekøye
- overkøye
- underkøye
Faste uttrykk
- til køysi seng
- krype til køys