Bokmålsordboka
kiming, kimming
substantiv hankjønn eller hunkjønn
| kjønn | entall | flertall | ||
|---|---|---|---|---|
| ubestemt form | bestemt form | ubestemt form | bestemt form | |
| hankjønn | en kiming | kimingen | kiminger | kimingene |
| en kimming | kimmingen | kimminger | kimmingene | |
| hunkjønn | ei/en kiming | kiminga | kiminger | kimingene |
| ei/en kimming | kimminga | kimminger | kimmingene | |