smeikje, smeike
smeikja, smeika
verb
Opphav
truleg av lågtysk smekenTyding og bruk
- kjæle med;klappe, stryke
Døme
- ho smeikjer han på skuldra
- gje altfor stor eller ufortent ros enda ein veit betre;gjere seg gild og tillokkande for å tekkjast einkvan;
Døme
- dei smeikte for han
Faste uttrykk
- smeikje seg inngjer seg likt;
innynde seg