Avansert søk

4 treff

Nynorskordboka 4 oppslagsord

rangstige

substantiv hankjønn

Tyding og bruk

rekkjefølgje med omsyn til rang;
Døme
  • stå høgt på rangstigen

oppe

adverb

Opphav

norrønt uppi; jamfør opp

Tyding og bruk

  1. på ein stad som ligg høgare enn ein annan;
    motsett nede (1)
    Døme
    • oppe på taket;
    • oppe i lufta;
    • oppe under mønet;
    • her oppe;
    • eit vindauge langt oppe på veggen;
    • sola er oppe
  2. plassert høgt på ein skala, i eit hierarki eller i ei rekkjefølgje
    Døme
    • langt oppe på rangstigen;
    • ho var godt oppe i 30-åra
  3. ståande
    Døme
    • han datt, men var snart oppe att
  4. stått opp frå senga;
    ikkje i seng
    Døme
    • vere tidleg oppe om morgonen;
    • dei sit lenge oppe om kvelden
  5. inne eller nede i noko (som har opninga i den øvste delen)
    Døme
    • oppe i eit fat
  6. Døme
    • døra stod oppe
  7. på ein stad lenger framme
    Døme
    • stå oppe ved scena
  8. lenger inn i landet;
    nord
    Døme
    • oppe i dalen;
    • bu oppe i Finnmark
  9. til drøfting eller handsaming
    Døme
    • saka har ikkje vore oppe ennå
  10. involvert i ei verksemd, hending eller ein situasjon
    Døme
    • vere oppe til eksamen;
    • stå midt oppe i arbeidet;
    • partiet er oppe i ein krevjande situasjon
  11. på eit normalt (godt) nivå;
    ved like
    Døme
    • halde folketalet oppe;
    • halde interessa oppe;
    • dei heldt motet oppe
  12. i funksjon
    Døme
    • mobilnettet er snart oppe igjen

Faste uttrykk

  • høgt oppe
    i svært godt humør;
    veldig glad;
    euforisk
  • høgt oppe og langt nede
    med skiftande sinnsstemning

nedst

adjektiv

Opphav

norrønt neztr, opphavleg superlativ av nede; jamfør nedre (1

Tyding og bruk

  1. som er lengst nede;
    motsett øvst
    Døme
    • den nedste delen av noko
    • brukt som adverb:
      • frå øvst til nedst;
      • nedst nede
  2. brukt som adverb: som er lengst bak, på den minst fornemme plassen
    Døme
    • sitje nedst ved bordet;
    • vere nedst på rangstigen

klatre 1

klatra

verb

Opphav

frå lågtysk , opphavleg ‘kleime (seg) til’

Tyding og bruk

  1. ta seg fram med føtene og hendene oppover eller nedover eller over hindring;
    Døme
    • klatre i fjellet;
    • klatre opp i eit tre
  2. i overført tyding: stige i gradene;
    Døme
    • klatre oppover rangstigen
  3. om plante: vekse oppetter noko