Nynorskordboka
vanlykke, vanlukke
substantiv hokjønn
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
| ei vanlukke | vanlukka | vanlukker | vanlukkene |
| ei vanlykke | vanlykka | vanlykker | vanlykkene |
Opphav
av van-Tyding og bruk
dårleg eller manglande lykke;
uheldig lagnad;
uhell