Nynorskordboka
tilbørleg
adjektiv
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | |
| tilbørleg | tilbørleg | tilbørlege | tilbørlege |
| gradbøying | ||
|---|---|---|
| komparativ | superlativ ubunden form | superlativ bunden form |
| tilbørlegare | tilbørlegast | tilbørlegaste |
Opphav
gjennom dansk; av lågtysk toboren ‘vere passande’Tyding og bruk
Døme
- vi må ta tilbørleg omsyn til kva barnet sjølv ynskjer;
- opptre på ein tilbørleg måte