Artikkelside

Nynorskordboka

mirakel

substantiv inkjekjønn
Bøyningstabell for dette substantivet
eintalfleirtal
ubunden formbunden formubunden formbunden form
eit mirakelmirakeletmirakelmirakla

Opphav

av latin miraculum, av mirari ‘undre seg’

Tyding og bruk

  1. overnaturleg eller uskjøneleg hending;
    Døme
    • tru på mirakel;
    • det er eit mirakel at det gjekk bra
  2. brukt i utrop for å uttrykkje undring eller overrasking
    Døme
    • du store mirakel!