Bokmålsordboka
selvforsakelse, selvforsagelse, sjølforsakelse, sjølforsagelse
substantiv hankjønn
| entall | flertall | ||
|---|---|---|---|
| ubestemt form | bestemt form | ubestemt form | bestemt form |
| en selvforsagelse | selvforsagelsen | selvforsagelser | selvforsagelsene |
| en selvforsakelse | selvforsakelsen | selvforsakelser | selvforsakelsene |
| en sjølforsagelse | sjølforsagelsen | sjølforsagelser | sjølforsagelsene |
| en sjølforsakelse | sjølforsakelsen | sjølforsakelser | sjølforsakelsene |
Betydning og bruk
det å gi avkall på egne lyster eller på fordeler eller ære for seg selv