Bokmålsordboka
særrett
substantiv hankjønn
| entall | flertall | ||
|---|---|---|---|
| ubestemt form | bestemt form | ubestemt form | bestemt form |
| en særrett | særretten | særretter | særrettene |
Betydning og bruk
rett (2, 1) foran andre (for en person eller gruppe);
| entall | flertall | ||
|---|---|---|---|
| ubestemt form | bestemt form | ubestemt form | bestemt form |
| en særrett | særretten | særretter | særrettene |