Nynorskordboka
spikke 2
spikka
verb
infinitiv | presens | preteritum | presens perfektum | imperativ |
---|---|---|---|---|
å spikkaå spikke | spikkar | spikka | har spikka | spikk!spikka!spikke! |
perfektum partisipp | presens partisipp | |||
---|---|---|---|---|
hankjønn / hokjønn | inkjekjønn | bunden form | fleirtal | |
spikka + substantiv | spikka + substantiv | den/det spikka + substantiv | spikka + substantiv | spikkande |
Opphav
truleg av spikeTyding og bruk
skjere (til) med kniv
Døme
- spikke på ein trepinne;
- spikke fliser – òg: vere spissfindig; jamfør flisespikking