Nynorskordboka
impromptu 1
substantiv inkjekjønn
| eintal | fleirtal | ||
|---|---|---|---|
| ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
| eit impromptu | impromptuet | impromptu | impromptua |
Opphav
gjennom fransk; frå latin in promptu ‘for alle auga, for handa, parat’Tyding og bruk
musikkstykke eller dikt som er eller gjev inntrykk av å vere improvisert