Nynorskordboka
impromptu 1
substantiv inkjekjønn
eintal | fleirtal | ||
---|---|---|---|
ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
eit impromptu | impromptuet | impromptu | impromptua |
Opphav
gjennom fransk; frå latin in promptu ‘for alle auga, for handa, parat’Tyding og bruk
musikkstykke eller dikt som er eller gjev inntrykk av å vere improvisert