Nynorskordboka
vrengje 1, vrenge 1, rengje 1, renge 1
substantiv hokjønn
eintal | fleirtal | ||
---|---|---|---|
ubunden form | bunden form | ubunden form | bunden form |
ei renge | renga | renger | rengene |
ei rengje | rengja | rengjer | rengjene |
ei vrenge | vrenga | vrenger | vrengene |
ei vrengje | vrengja | vrengjer | vrengjene |
Opphav
av vrengje (2Tyding og bruk
vrang og vanskeleg person;